Vil du gerne være mere modig, skal du arbejde med din sårbarhed
”Du er godt nok modig”.
Sådan lød det over en bred kam, da jeg tilbage i 2019 sagde mit lederjob op for at blive selvstændig. Det var et udtryk for afsenderens udgangspunkt. Altså min handling spejlet i et andet menneskes kontekst, hvilket jeg siden har taget med mig som en påmindelse om, at verden altid bærer på mere end et perspektiv.
"Mod" i sig selv har så fulgt mig tæt siden. Det dukker op igen og igen i alle mulige sammenhænge. Jeg hører det fra virksomhedsledere, der gerne vil være mere modige, teams, der er fanget i nulfejlskultur og medarbejdere, der gerne vil blive bedre til at sige til og fra. Jeg hører det i særdeleshed fra mennesker, der står ved en skillevej. Det kan være i forbindelse med at springe ud som selvstændig, vælge karrierevej, foretage livsstilsændringer eller håndtere tætte relationer på en mere konstruktiv måde.
I mange sammenhænge bliver mod den italesatte afgørende faktor (forhindring), når det kommer til at træffe valg, prioritere og skabe forandring.
Problemet med mod er, at det ikke kan trækkes i en automat. Du kan heller ikke købe det i metermål hos mig. Mod er ikke en kompetence, som du enten har eller ikke har, for alle har det. Mod er det vi trækker på, når vi skal forklare handlinger forbundet med risiko. Både i forhold til kendte og ukendte konsekvenser. Og netop her ligger den blinde vinkel i forhold til at være modig. Det handler ikke om handlingen i sig selv, men om samtidig at rumme risikoen. Det handler om sårbarhed.
Du er ikke mere modig end din sårbarhed tillader dig at være. De to ting er fuldstændigt afhængige af hinanden. Det betyder dog ikke, at de er blevet favnet som sådan i vores hverdag. Vores kultur har i generationer hyldet mod meget mere end sårbarhed. Førstnævnte er en dyd, der skal løftes op og ud, mens sidstnævnte er noget, der skal begrænses og holdes bag lukkede døre.
Vi har endda kategoriseret dem, så mod er en maskulin dyd og sårbarhed er en feminin dyd, og dermed forsøgt at skille dem ad, selvom de altså hører sammen og grundlæggende er menneskelige dyder.
Der er en strøm i tiden lige nu, hvor vi taler mere om sårbarhed, men ind i mellem også på en måde, som om det er et fremmed og ukendt fænomen, vi skal lære at kende. Det siger naturligvis en hel del om den oparbejdede ubalance, men også noget om omfanget af opgaven, vi står over for. Det er det lange, seje træk, fordi mod og sårbarhed hænger så meget sammen, at det kræver mod at være sårbar, nøjagtigt som det kræver sårbarhed at være modig. I praksis er det altså at give sig selv lov til at være lidt mere sårbar, og så bruge effekten på modet til at være lige en lille smule mere sårbar og så videre.
Når vi skal genoprette en ganske markant ubalance, og skridtene er små, så ligger der nødvendigvis en lang vej foran os. Til gengæld kan vi alle sammen begynde at gå den lige med det samme. Også dig, der læser med her.
Sårbarhed i din hverdag
Helt grundlæggende skal du starte med at omfavne og være i din egen sårbarhed. Når du står i en situation og oplever, at du indeni stritter imod, fordi du føler dig sårbar, hvilket kan manifestere sig på mange unikke måder som eksempelvis at være i fare for at blive udsat, udstillet, nedgjort eller gjort til grin, så stop op. Mærk efter hvad du har på spil lige der, og hvad det gør ved dig. Undlad at distancere dig fra det enten mentalt, fysisk og/eller emotionelt. Lige nu er du sårbar, og du træner dig selv til at kunne være i det.
Du vil sandsynligvis opleve det voldsomt ubehageligt. Du reagerer både mentalt, fysisk og emotionelt på lige præcist den måde, som din urhjerne har skruet din indre overlevelsesstrategi sammen. Måske sveder du, ryster, griner, raser, græder eller måske går du til angreb verbalt eller fysisk. Din kapacitet bliver meget hurtigt brugt op og din urhjerne vil presse på for at du enten flygter, kæmper eller spiller død. Det handler om din overlevelse.
Du er i det, så længe du kan, og så skriver du din oplevelse ned eller siger den højt til et menneske, som du har tillid til. Du tilgår det som i læring i egen sårbarhed.
Jo flere gange du gør det, jo mere indsigt får du og du kan således langt nemmere afkode og være i dit ubehag. Hjernen er således skruet sammen, at hvis en potentiel risiko er udefineret, så er den grænseløs, og derfor pumpes ubehaget for en sikkerheds skyld højt op, så faren bliver mindre. Når du kender din sårbarhed og har demonstreret for dig selv, at du kan stå i den, så er den ikke længere grænseløs og helt så farlig. Ubehaget bliver mindre og dermed også det, der holder dig tilbage fra at handle i situationer, hvor der kan være noget på spil. Du gør mere af det, som du ikke turde tidligere, hvilket vil kunne kategoriseres som mere modigt. Sandsynligvis mere af andre end af dig selv, for du gør det jo bare.
En sidegevinst ved at kunne rumme mere og mere af sin egen sårbarhed er, at omgivelserne hurtigt vil opleve at du ikke kun er mere modig - målt ud fra deres eget udgangspunkt - men du fremstår også mere autentisk og tillidsvækkende. Det betyder, at du kan inspirere og motivere andre på en lang stærkere måde og understøtte en kultur med øget psykologisk tryghed. Jo mere sårbarhed, du selv kan rumme, jo mere sårbarhed kan dine medarbejdere rumme. Du kan altså skabe mere modige medarbejdere ved at eje din egen sårbarhed bedre. Det betyder i praksis, at der i højere grad tages ansvar, opstår færre konflikter, åbnes for mere innovation og fejl bliver til læring.
Det giver naturligvis masser af mening, hvis du er leder, men det er en gave for ethvert menneske, fordi det betyder, at du kan være med til sætte en ramme for det at være menneske, som andre kan læne sig op ad og finde inspiration i. Du kan både ubevidst og bevidst hjælpe andre mennesker til selv at være mere sårbare og dermed styrke deres mod til at gøre det, som de drømmer om, men tidligere har oplevet som svært eller ubehageligt. Det er således for langt de fleste lidt nemmere at være sårbar, når andre rundt om dem udviser sårbarhed. Dermed kan der startes en kædereaktion, hvor det kollektive og individuelle mod vokser eksponentiel. Det gælder uanset om det er på arbejdspladsen, i familien eller i den lokale idrætsforening.
Vil du gerne opnå mere handlekraft, sætte mere fart i din personlige udvikling eller blive klogere på, hvad der holder dig tilbage, så dyk ned i din egen sårbarhed. Har du brug for professionel hjælp, så er du meget velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen nederst på siden. Indledende afklaringssamtale er gratis.