De uformelle kollektive pauser nedbrød siloerne, og netop dét er der mere brug for end nogensinde.
Jeg har, hvis man lige ser bort fra lakridspiber, været ikke-ryger i adskillige år, og jeg har ikke fortrudt det en eneste gang. Eller det vil sige, faktisk er der lige præcist ét aspekt af lasten, som uheldigvis blev skoddet sammen med cigaretterne; den løbende undskyldning for at tage nogle minutters pause i løbet af arbejdsdagen, hvor man mødte kollegaer i en uformel kontekst.
Lige dér, i tobakstågerne, var tonen fri, refleksionerne flød på tværs af afdelinger og mennesker. Ideer opstod, kriser blev taget i opløbet, sociale relationer blev styrket og erfaringer udvekslet uden nogen skelen til status og hierarki.
Rygeregler minimerede antallet af rygere og kvalte rygepauserne og dermed forsvandt rammerne for uformel videndeling og kreative grøde, der kan binde og styrke enhver virksomhed. Vel og mærke uden at der automatisk blev etableret et alternativ. Ikke pauserne som sådan, for de er der stadig, men bruges nu i stedet på blandet andet sociale medier, uden at man nødvendigvis rejse sig fra sin plads og sjældent i et kollegialt fællesskab.
Jeg har i adskillige år arbejdet i rammerne af højt tempo, hvor pauser ikke faldt naturligt og sjældent var koordineret med resten af arbejdspladsen. Rygepauserne blev spontane oaser, der efterlod et flygtigt billede af realtidspulsen i virksomheden. I dag er oaserne tørret ind. Det pulsende mindretal er sendt uden for matriklen, og står ofte alene, mens det skyndsomt forsøger at gøre has på cigaretten, så det kan komme tilbage til arbejde inden lasten fremstår for ukollegial.
Vel eksisterer der fortsat muligheden for at møde kollegaer på tværs af virksomheden. Med frokostpausen som den mest markante. Modsat rygepauserne er dette faste holdepunkt på arbejdspladsen dog typisk så koordineret og formaliseret, at man ender med at spise med de samme mennesker hver eneste dag. Det styrker de etablerede netværk på arbejdspladsen, men skaber ikke nye netværk på tværs af afdelinger.
Konsekvensen er et tab af videndeling, sammenhængskraft og ideudvikling, hvilket ikke fremgår af de regneark, der demonstrerer alle de økonomiske gevinster ved færre rygere og færre spontane pauser hen over en arbejdsdag.
Erkendelsen af dette tab er naturligvis dukket op flere steder, og har blandt andet resulteret i tiltag, der umiddelbart indbyder til en mere socialt funderet mødekultur. Fra fredagsbar til et lokale med en PlayStation. Min erfaring er dog, at ikke ret mange griber chancen for at spille FIFA i løbet af en arbejdsdag, og fredagsbaren er kun en lidt mere løssluppen udgave af frokosten - og i øvrigt uden at den for alvor samler alle i virksomheden. Dertil er vi en del, der på det tidspunkt af ugen faktisk hellere vil prioritere familie end de kollegaer, som man allerede har gnubbet sig op ad hen over hele arbejdsugen.
Men hvad så?
Nu lød det så kækt i overskriften, at rygepauserne skulle genindføres. Det skulle naturligvis være uden tobakken, men dermed bliver der også lidt sværere. Hvis pauser ikke styres af trang, hvad skal så få folk til at rejse sig spontant fra deres skrivebord nogle gange om dagen, bruge fem-ti minutter et andet sted, i selskab med mennesker, som man som udgangspunkt kun har arbejdsplads til fælles med?
I mindre virksomheder, hvor man er på fornavn med alle sine kollegaer, er udfordringen nok mindre, men i de store virksomheder er der tale om et reelt problem, hvis man vel og mærke mener, at personlige relationer på tværs af afdelinger er vigtige for den uformelle videndeling og ideudvikling.
I en tid med digitalisering og øgede krav til effektivitet er der blevet langt større behov for at nedbryde de klassiske siloer.
Første skridt mod en løsning er, som altid, at erkende, at der i det hele taget er et problem eller en udfordring. Jeg har endnu til gode at have været på en arbejdsplads, der tilskyndede uformel socialisering på tværs af afdelinger. Det uagtet at der i en tid med digitalisering og øgede krav til effektivitet er blevet langt større behov for at nedbryde de klassiske siloer.
Jeg har gennem min karriere med blandt andet redaktøransvar i forskellige mediehuse været tilhænger af at bringe forskellige afdelinger tættere sammen helt fysisk. Eksempelvis lade medarbejdere fra salgsafdelingen sidde tæt op ad redaktionelle medarbejdere. Blandt andet for at nedbryde fordomme, skabe positiv synergi og uformel videndeling hen over skrivebordene, men det er sjældent blevet godt modtaget, fordi man helst vil opretholde skarpe skel mellem kommercielle og redaktionelle interesser. Uagtet at de i praksis er gensidigt afhængige af hinanden og det ville være meget smartere at skabe et velfungerende samspil mellem de to.
Og sådan er det. Den klassiske silotankegang og fasttømrede kultur, som rygepauserne blæste et langt stykke, lever i bedste velgående, og skal overvindes, hvis der skal skabes de relationer på tværs, der er jo faktisk er en gevinst for virksomheden.
Jeg har ikke en løsning på hånden, men måske skal det basere sig på den eneste last, som de fleste af os stadig har tilbage: Kaffen. Måske skal rygepauser erstattes med kaffepauser. I stedet for bare at give mulighed for at hente en kop kaffe, så giv kaffe- (og te-)drikkerne et sted, hvor rammerne indbyder til social interaktion. Synliggør som virksomhed, at det er ok at drikke sin kaffe et andet sted end ved sit skrivebord, og gøre det i en kontekst, der ikke er fokuseret på konkret opgaveløsning, men på relationer og kreativitet. Altså mere en lounge end et mødelokale.
Hvad gør I på din arbejdsplads for at styrke sociale relationer på tværs af afdelinger og styrke den uformelle videndeling?
Skriv endelig kommentarer og ideer under blogindlægget.
