Forelskelse i målet holder kun så længe - du skal finde glæde i processen, hvis du vil nå de store og langsigtede mål
Jeg hører ofte, at jeg er gjort af et særligt stof. At jeg på en eller anden måde er blevet udstyret med nogle særlige kompetencer, der gør, at jeg har nået nogle ret store, markante mål i mit liv. Særligt de senere år.
Fra eksempelvis at tabe 40 kilo til at starte op som selvstændig.
Jeg må have en særlig stærk viljestyrke og en markant evne til at holde høj motivation over lang tid, lyder det. Det tror jeg ikke på. Jeg tilskriver i hvert fald ikke mine resultater særskilt nogen af de to ting.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan viljestyrke er en utroligt begrænset ressource at sætte sin lid til, fordi vi har den til sprint og ikke det lange seje træk. Jeg har investeret i vedholdenhed i stedet, og selvom de to ting måske ligner hinanden, så er der forskel i strategien. Den ene er baseret på noget som du skal gøre nu og den anden på noget, du kan gøre igen og igen og igen og ….
Barren sænkes, men succésraten stiger, og i sidste ende når du nogle gange meget større resultater hurtigere.
Jeg hænger heller ikke min hat på motivation. Den går op og den går ned. Forelskelsen i et stort mål holder kun så længe.
Jeg har haft masser af dage med noget nær ingen motivation for at blive ved med at gøre de små tiltag, som bringer mig tættere på målstregen.
Det er lige her, at der er brug for viljestyrke, men viljestyrke i sig selv opvejer ikke nødvendigvis den tabte motivation.
Som coach har jeg mødt mange mennesker, der er stoppet i en proces, fordi hverken motivation eller viljestyrke længere var til stede.
Det kan føles som det største nederlag, fordi målet stadig er vigtigt og rigtigt. Nu er følelsen blot, at det er uopnåeligt.
Nederlaget bliver endnu større, når vi sammenligner med os med andre, der lykkes eller med vores forældre eller bedsteforældre, der på en eller anden måde opnåede større ting med færre ressourcer og muligheder. For et par generationer siden skulle alle måltider laves fra bunden og tøj blev vasket i hånden. Hvordan pokker blev det så pludselig en uoverskuelig opgave at lave madplan eller få lagt tøj sammen og på plads?
En verden af belønninger En del af forklaringen, hvis ikke ligefrem undskyldningen, er biologisk og skyldes den tid, vi lever i.
Motivation er en indre knap, der skal få dig til at gøre noget, der udløser en belønning. Følelsen af at løse en opgave eller nå et mål resulterer i et skud dopamin. Samme stof kan også udløses, når du forkæler dig selv eller gennem relationer med mennesker, som du holder af. Det en form for lykkepille, som ansporer dig til handling. Den er altså ret vigtig, når noget skal fra hånden og når du skal nå et opsat mål.
Problemet er, at der vel næppe nogensinde i menneskets historie har eksisteret så mange dopaminudløsere i vores hverdag, som der er lige nu. Vi har konstant adgang til digitale løsninger, forkælelse og adspredelse, der kan give os et hurtigt skud dopamin, og dermed behøver vi faktisk ikke løbe ret langt eller ret længe for at opnå en lykkerus.
Adgangen er så konstant og lettilgængelig, at det vi sjældent tænker ret meget over det, og dermed kan ende med at gå med udløsere, der slet ikke er konstruktive. Pludselig sidder du eksempelvis med mobilen i hånden og spiller et spil (der er konstrueret netop med det formål at give hurtige dopaminskud). Det er måske sket helt uden at du er bevidst om det, før du er i gang. Vi bliver således ofre for vores egne dopaminfix, der ikke kræver en særlig stor eller vedholdende indsats. Vi skal kun bruge kortsigtet motivation for at nå belønningen. Drivkraften til handling bliver lige så kortsigtet som viljestyrken og i praksis bliver det simpelthen vanskeligt at holde kursen mod et langsigtet mål.
Jeg er selv offer for det.
Jeg er selv blevet trænet og lokket til hurtige belønninger, og savner derfor den nødvendige lange motivation til at blive ved mod et langsigtet mål. Jeg vil have et kvikfix og er utålmodig.
Måske kan du genkende det, og hvad gør man så ...?
Den oplagte måde ville måske være at tage en detox på dopamin, men udover at det er vanskeligt i sig selv, så virker det heller ikke videre tiltalende at skulle afskrive sig muligheden for at være lykkelig, fordi man gerne vil nå et stort mål.
I stedet er en anden vej at gå, at identificere og dernæst reducere mængden af negative dopaminudløsere (Læs: Læg mobilen væk), så der bliver plads til nogle andre og mere positive, der understøtter det langsigtede mål. Det er noget af det, som jeg og andre coaches blandt andet arbejder med sammen med klienter.
En anden vej er simpelthen at skære vejen til målet ned i så små delmål, at der er små hurtige dopaminbelønninger rundt om hvert hjørne hele vejen til målet. Dette er ligeledes en del af den coachende værktøjskasse som jeg arbejder med (og i mit eget liv). Det er fokus på evolutionær forandring i stedet for revolutionær forandring. Simpelthen gøre hvert lille skridt til en fest, for at sikre fremdriften.
Det kræver samtidig en investering i tålmodighed, hvilket for mig blandt andet betyder, at tid skal være en mindre dominerende faktor.
Et andet værktøj i min kasse handler om at lade målet fylde mindre og processen mere.
Da jeg tabte 40 kilo, var mit mål ikke at tabe 40 kilo. I starten var det at få mit blodtryk ned, hvilket gik fint i starten, men motivationen faldt over tid. Det gik langsomt, effekten var lille, og belønningen tilsvarende begrænset.
Det der gjorde forskellen, var at målet dels kom til at handle om noget mere fundamentalt vigtigt end en målstreg (et lavt blodtryk). Det kom til at handle om sundhed.
Sundhed er ikke et slutmål, men en kontinuerlig tilstand, og med det steg fokus på nuet, og det jeg mærker indeni lige nu. Det handlede ikke om blodtryk, men om noget meget større, og det gav plads til en anden slags glæde. Ikke glæden over at lykkes, men over at være i gang. Tid blev en mindre faktor og med den svandt utålmodigheden. Lykken kom med handlingen og ikke med resultatet.
Det bliver meget konkret, når jeg løber. Jeg har aldrig løbet, men begyndte på det i min proces med at få blodtrykket ned. Det var modbydeligt, og udfordrede seriøst min tålmodighed, fordi det gik for langsomt og effekten kunne ikke ses øjeblikkeligt.
Jeg løber stadig. På mit 3. år. Jeg bliver rastløs, hvis jeg lader være. Min hjerne ved, at der ligger en belønning og venter ude på den løbetur, Fuldstændigt uafhængigt af, hvor langt jeg løber eller hvor hurtigt jeg løber. Jeg er blevet afhængig.
Læringen for mig, og som jeg prøver at give videre, er, at du kan have det største og vigtigste mål for øje. Du kan føle dig topmotiveret af det, men der vil komme tidspunkter, hvor det ikke gør det alene. Forelskelsen vil blive udfordret af hverdag og andre drømme og muligheder. Det, som kommer til at gøre forskellen, er graden af glæde, som du henter i processen.
Så når du sætter dig et stort mål. Brug tid på at finde ud af, hvilke skridt du kan tage, som fylder dig med mest glæde indeni.
Og sørg så for at give dig muligheden for at kunne mærke den, for det er din belønning, og den, der holder dig på sporet.
Har du brug for hjælp til at gøre processen lige så værdifuld som målet, og dermed øge dine muligheder for at lykkes, så er du meget velkommen til at kontakte mig. Den indledende samtale er gratis og uforpligtende.
