Det kræver mere ledig kapacitet at lytte end at tale, men til gengæld gør det dig også langt mere sympatisk og det styrker dine relationer
Gevinsten ved at møde verden med ledig kapacitet er enorm. Når du kan rumme dig selv plus noget mere, så handler det ikke kun om at opnå en indre oplevelse af væredygtighed – forstået som at være god til at være i stedet for bare at være - men også til at skabe en væredygtig plads i verden.
Det gælder eksempelvis, når vi skal skabe relationer til et andre mennesker.
Når vi er fyldt op, så stiller vi mindre åbne spørgsmål eller stiller spørgsmål, hvor vi reelt ikke er interesseret i svaret.
Et klassisk eksempel er “Hvordan går det?”
Hvor mange gange har du mødt et menneske med det spørgsmål? Hvor mange gange er du selv blevet mødt med det?
Ofte er spørgsmålet stillet uden reel interesse i svaret, og det besvares så endda også sjældent helt ærligt.
Det æder ikke af den ledige kapacitet, for det er helt uforpligtende, hvilket er godt, hvis du er fyldt op. På minussiden, så er det som minimum spild af tid, og i værste fald giver det ridser i relationen.
Netop fordi vi åbner en dialog med et spørgsmål uden interesse i svaret og uden lyst til at svare ærligt, så øger vi nemlig distancen mellem os i stedet for at mindske den.
Forskere ved Harvard Business School har undersøgt, hvad det gør ved vores relationer, når vi møder mennesker med spørgsmål.
Resultatet var ret tydeligt på tværs af tre undersøgelser: jo flere og oplevet bedre spørgsmål du stiller, jo mere vokser det positive indtryk personen over for har af dig.
”… people who ask more questions are better liked by their conversation partners”
"It Doesn't Hurt to Ask: Question-asking Increases Liking",Harvard Business School, 2017
Og hvad kan resultatet så bruges til?
Det er i høj grad de opfølgende spørgsmål, der gør en forskel, og hvis de skal være gode, så skal du åbne med et spørgsmål, som du ønsker at høre svaret på og som svareren har lyst til at svare på.
Du er som udgangspunkt kun herre over den første del. Og her er din ledige kapacitet helt afgørende.
Du skal dels identificere et godt og relevant spørgsmål, som du vurderer, at du kan få et tilnærmelsesvis ærligt svar på, dels et spørgsmål, hvor du er interesseret i svaret. Herefter skal du evne at rumme svaret, og skabe et opfølgende spørgsmål, der kræver lige så meget af dig som det første.
Hvor god du er til det dikteres af, hvor meget kapacitet du har til rådighed. For svarene, der kommer ind fylder op og den stigende mængde informationer, som du får til rådighed i samtalen, øger kompleksiteten. Du skal i praksis tage information ind, databehandle og være kreativ på samme tid.
Har du prøvet at bakke ud af en samtale med en følelse af, at du ikke kunne rumme mere?
Eller deltaget i et netværksmøde og taget hjem med en følelse af, at dit hoved var fyldt op til mere end bristepunktet?
Præcis!
Du har prøvet at få udfordret din kapacitet, hvilket betyder, at du har mødt en begrænsning.
Det afgørende her er så, hvad gør du for at undgå den situation? Rent faktisk have ledig kapacitet i mødet med andre mennesker …
Det starter med en bevidsthed om din egen aktuelle kapacitet, og derefter en prioritering af, hvordan du bruger den bedst muligt i mødet med et andet menneske. Er du fyldt op, så vær ærlig omkring det.
"Jeg vil enormt gerne høre, hvad du går og laver, men jeg har simpelthen hovedet fyldt op".
Har du ledig kapacitet, så brug den til reelt at lukke et menneske ind.
Det starter måske med at åbne øjnene, før du åbner munden. Se mennesket og konteksten og brug den information til at skabe det første spørgsmål.
Når du skal lave opfølgende spørgsmål, så hold fokus på personen, som du taler med. Undgå at din ledige kapacitet misbruges af andre ting. Hvis du flytter blikket og tankerne andre steder hen, så skal du også rumme dét, og du mister hurtigt både kapacitet og fokus, hvilket gør det betydeligt vanskeligere for dig at holde samtalen konstruktiv. I værste fald kører den af sporet og forværrer relationen.
Det lyder enkelt nok, men er det sjældent, for vi kan være fyldt godt op på forhånd, og kender måske i virkeligheden slet ikke vores kapacitet godt nok til at vide, hvor meget ledig plads, der er til rådighed. For sidste dels vedkommende, så kan usikkerheden betyde, at du hælder til at være mindre lyttende og nærværende end du kunne være. Simpelthen fordi du, ofte helt ubevidst, forsøger at beskytte dig selv mod en overbelastning af din kapacitet.
Start med at være bevidst om og prioritere din ledige kapacitet. Hvis du gør det, så ender du også med at få endnu bedre relationer med mennesker omkring dig. Din ledige kapacitet er din plads til at være god til at være dig. Har du brug for hjælp til at styrke og værne om din ledige mentale, fysiske og emotionelle kapacitet, så kontakt mig helt uforpligtende.